Det er højsæson for visionsdage i de nyvalgte menighedsråd. Og med god grund. For det er jo en rigtig god idé at få talt sammen om, hvad det er I som menighedsråd gerne vil arbejde for i den forestående fire-års periode.

Her kan det være meget nyttigt med en god konsulent, som kan stille gode, åbne spørgsmål. Det hjælper til at sætte ord på, hvad det er i drømmer om. Og at begynder at tænke det sammen til en fælles vision.

Men, det kræver stadig noget at svare kvalificeret på de gode åbne spørgsmål om en vision for jeres kirke. Det er jo ikke nok at kunne sige: “Jeg har lyst til at…” For et menighedsråd er jo ikke valgt for at gøre og arrangere, hvad de har lyst til. Sådan sat på spidsen!

Menighedsrådets opgave er at sikre kirkens liv og vækst. Men, hvad er “liv” i kirken; og hvad er “vækst” i kirken? Det kan I jo kun svare på fordi eller hvis, I har en fælles forståelse af, hvad “kirke” i kristen forstand er; og hvorfor I “er” kirke i jeres sogn og på jeres sted. Når I ved det, kan I begynde at tale kvalificeret om visioner, og hvad I drømmer om. Og derefter om en strategi for at nå derhen.

Hvad er “kirke” og hvorfor findes der en kristen kirke og lokale kristne kirker?

Det er det spørgsmål, vi i Helsyn gerne vil hjælpe jer med at svare på. Inden i kaster jer ud i visionsdage og strategimøder.