Der fortælles af og til en anekdote om reformatoren Martin Luther, for at understrege betydningen af at udføre et almindeligt stykke arbejde. Anekdoten er ganske vist opdigtet, men den kunne (næsten) være sand. Luther bliver spurgt: “Hvis du vidste, at Jesus kom igen i morgen, hvad ville du så gøre?” Hvortil han svarer: “Jeg ville plante et træ.” Svaret skal læses som et paradoks. Anekdoten underforstår nemlig, at når Jesus kommer igen, er det slut med verden, som vi kender den. Hvilken mening giver det så, at gøre noget så langsigtet som at plante et træ? For Luther ville det have givet mening… hvis altså Luther havde været skovejer, vel at mærke! For Luther var det nemlig afgørende at være og forblive tro i sit kald og sin stand; også hvis Jesus kommer igen i morgen.
Spørgsmålet er imidlertid, hvor velegnet Luthers tanker om den kristnes kald og stand (som til dels hviler på en fejltolkning af et vers fra Bibelen, 1. Kor 7,20) er til at give mening til et nutidigt arbejdsliv, på alle de måder, som de kan se ud i et informations- og netværkssamfund med en globaliseret økonomi? Er det muligt, at finde en bedre måde at forstå arbejde på, fra et kristent (helheds)perspektiv?
En teologi om arbejde
Ja, siger den Jugoslavisk-Amerikanske teolog Miroslav Volf, som deltog i Himmelske dage i København sidste år. Han har skrevet en bog om emnet: Work in the Spirit: Toward a Theology of Work. Den er ikke helt ny, men den er stadig fremragende.
Volf indleder med en præsentation af den nuværende arbejdsverden (anno 1991) og dominerende forståelser af arbejde (Adam Smith og Karl Marx). I bogens sidste to kapitler udfolder han sit anliggende i relation til det konkrete arbejdsliv og oplevelsen af henholdsvis fremmedgørelse og humanisering af arbejdet. Her vil jeg indskrænke mig til den teologiske “bøf” i midten af bogen (kap. 3 og 4).
Det er ifølge Volf ikke tilstrækkeligt, som det ofte sker, at anskue arbejde ud fra et “helliggørelses” perspektiv, eller som en del af etikken. Der er behov for en egentlig og omfattende teologi om arbejde (s. 74). En sådan teologi kan ikke udvikles blot ved at citere udvalgte bibelsteder. Den må bygge på en forståelse af Bibelens budskab som helhed (78), og de enkelte udsagn om arbejde, indenfor rammen af denne helhedsforståelse. Volf udfolder således sin teologi indenfor rammen af Guds formål med skaberværket: Den nye skabelse.
Volfs teologi om arbejde er kristen, normativ og sigter på forvandling. Han skriver:
A theological interpretation of work is valid only if it facilitates transformation of work toward ever-greater correspondence with the coming new creation (s. 83).
En teologi om arbejde bygget på den nye skabelse må nødvendigvis være omfattende og relatere arbejde til hele vores virkelighed: Gud, mennesker og miljø.
Arbejdet har betydning i den nye skabelse
Volf argumenterer for, at det som vil ske til sidst, eskatos, (når Jesus kommer igen), ikke er, at verden tilintetgøres eller ødelægges, men at verden, som vi kender den, forvandles. (Den fejlagtige idé om et sjæleligt, æterisk efterliv forholder han sig slet ikke til). Transformatio Mundi, kaldes det smukt på latin. Verden blev skabt god af Gud og mennesker blev skabt ikke blot med en krop, men som en krop. Guds Rige er med Jesus kommet nær i verden (ikke i “Himmelen”). Guds mål er i overensstemmelse hermed. en verden nyskabt gennem forvandling. Det giver ny betydning til arbejde:
Belief in the eschatological transformation of the world gives human work special significance since it bestows independent value on the results of work as ‘building materials’ of the glorified world (s. 96).
Resultatet af det, som vi som menneskehed gør med verden nu gennem vores arbejde, udgør byggestenene til den nye “herliggjorte” verden.
I det lys kan menneskeligt arbejde betragtes som samarbejde (“co-operation“) med Gud. Dette er traditionelt blevet forstået på basis af skabelsen og den såkaldte kulturbefaling (1. Mos 2,5). Volf foretrækker imidlertid at fundere sin teologi om arbejde på den endetidige nyskabelse. Mennesket arbejder ikke blot sammen med Gud om at opretholde skaberværket, men om at føre skaberværket i retning af den nye skabelse. Det betyder naturligvis ikke, at mennesket skal skabe himmelen på jord, Men at vi skal søge at få vores arbejde til at svare til og pege i retning af den nye skabelse.
What people desire is objectively desirable only when it corresponds to what the lovig and just God desires for them as God’s creatures. And God desires the new creation for them (s. 81).
Volf, peger i øvrigt også på betydningen af hvile og af tilbedelse (“worship”). Nøglen til vores menneskelighed er Guds relation til os, og menneskets vigtigste opgave og mål, er nemlig ikke at arbejde, men at blive forenet med Kristus i Ånden (s. 136-37).
Nådegave til at arbejde
Den anden halvdel af Volf’s teologi om arbejde, handler om, at arbejde skal ses som “arbejde i Ånden” (altså Guds Ånd, Helligånden). Han er her i direkte polemik med Luthers begrundelse af arbejdet i skabelsen og i Luthers kaldstanke. Han mener, at Luthers syn dels ikke kan overføres fra Luthers statiske kontekst til en nutidig dynamisk arbejdssituation, dels ikke giver mulighed for at kritisere og modvirke undertrykkende og meningsløse arbejdsforhold.
Guds Ånd var virksom ved skabelsen og vil være det ved den nye skabelse til sidst. Derfor må menneskets samarbejde med Gud frem mod nyskabelsen, også have sammenhæng til Guds Ånds virke. Volf udlægger Det nye Testamentes tale om “nådegaver” (karismata) som udrustning ikke blot til bestemte kirkelige opgaver, men som udrustning til menneskelivet som sådan. Dermed undgår han problemerne i Luthers skelnen mellem det indre og det ydre menneske i Luthers kaldstanke. Der ligger også en dynamik og forandringsmulighed i nådegaverne: Det er muligt at være udrustet med flere forskellige på én gang og over tid; fremfor at være bundet til ét livslangt kald.
Volf drøfter spørgsmålet om Åndens virke i og udenfor kirken; og konkluderer med en vis forsigtighed, at det også giver mening at forstå ikke-kristnes arbejde i lyset af Helligåndens virke i verden (pneumatologisk).
Idealiserer det ikke arbejde?
Volf er opmærksom på, at hans teologi om arbejde, kan se ud som en idealisering og idyllisering af arbejde. Men det er det ikke, slår han fast. Arbejdet sker under betingelserne af den forbandelse, som Gud lagde på arbejdet efter syndefaldet (1 Mos 3). Der udføres endvidere meget arbejde, som er imod Guds Ånd, og som ikke peger frem mod den nye skabelse. Gud vil til sidst dømme den slags arbejde::
When God creates a new world he will not indiscriminately affirm the present world… The realization of the new creation cannot bypass the Judgement Day, a day of negation of all that is negative in the present creation (s. 120).
Der er altså også et kritisk potentiale i Volf’s teologi om arbejde som arbejde i Ånden.
Arbejde indgår i helheden
Arbejde er altså, ifølge Volf, at vi mennesker forudgribende arbejder med, i Helligånden og med Helligåndens nådegaver, på Guds endelige forvandling af verden i den nye skabelse.
Volfs teologi om arbejde, giver associationer til de ortodokses tale om hverdagen som “liturgien efter liturgien.” Det leder også tanken hen på talen om skaberværket oprindeligt skabt som et tempel for Guds nærvær og for tilbedelse af Gud.
Volfs teologi om arbejde smager i min mund af tro forstået som et liv levet i tro på Gud. Et liv og et arbejdsliv, der hænger meningsfuldt sammen, i en verden, der har retning mod et godt mål. Midt i og på trods af al den fremmedgørelse, fragmentering og udnyttelse, der kan opleves i et gennemsnitligt arbejdsliv.
Bogen rummer meget mere, end det jeg her har kunnet trække frem, så læs den selv, og kommentér!
Seneste kommentarer