Når vi forsøger at anlægge et kristent helhedsperspektiv, må vi før eller siden forholde os til forståelsen af frelse. For det, at Gud frelser, er så centralt for kristendommen, at hele Bibelen, ja hele verdenshistorien ofte bliver omtalt som en ‘frelseshistorie’. Og i denne historie udgør Jesus og hans død på korset det afgørende klimaks.
Jeg vil i denne og to følgende indlæg trække nogle pointer frem fra to bøger og en artikel, der beskæftiger sig med forholdet mellem frelse og et kristent helhedsperspektiv. Her vil jeg drøfte nogle pointer fra Tom Wright’s bog The Day The Revolution Began.
Langfredag forandrede verden sig
Den betydningsfulde evangelikale bibel-teolog Tom Wright (N.T. Wright) har i bogen The Day The Revolution Began (2016) sat sig for, at besvare spørgsmålet: Hvad skete der, da Jesus døde på korset langfredag? Han er ‘ekseget’, så han svarer på grundlag af de bibelske skrifter. Hans indgangsvinkel er, at vi skal søge svaret ved at forstå den bibelske historie og den samtid og de problemstillinger, som de første forfattere og læsere levede i og tænkte ud fra. Hans front er forståelser af frelsen, som tager udgangspunkt i en moderne opfattelse af, hvilket problem frelsen skal løse: “Hvordan kan jeg blive frelst og komme i himlen når jeg dør?”
Wright argumenterer imod en treleddet fejltagelse i moderne populær kristen tænkning:
We have Platonized our eschatology (substituting “souls going to heaven” for the promised new creation) and have therefore moralized our anthropolgy (substituting a qualifying examination of moral performance for the biblical notion of the human vocation), with the result that we have paganized our soteriology, our understanding of “salvation” (substituting the idea of “God killing Jesus to satisfy his wrath” for the genuine biblical notions we are about to explore).(s. 147)
For Wright’s forståelse af frelsen er det afgørende, at dens mål ikke er en sfærisk tilværelse men en ny skabelse. Det problem frelsen løser ikke er moralsk synd, men at mennesket ikke dyrker Gud men afguderne, og derfor har frasagt sig muligheden for at leve efter sit kald: At afspejle Guds billede i verden. Måden Gud gør det på er ikke ved at straffe en anden i stedet for mennesker, men selv at blive menneske i Jesus og være tro – ikke blot for sin egen del men også for Israel – mod pagten mellem Gud og hans udvalgte folk Israel. Målet er, at Guds folk, Jøder og hedninger forsonet og forenet i Kristus, kan være det redskab i Guds mission, som Gud har udvalgt os til at være. Det er indenfor denne større ramme, at det enkelte menneskes frelse har sin plads.
Taber Wright noget afgørende?
Wright understreger, at da Jesus døde, skete der ikke blot noget et sted hos Gud, ude i det transcendente. Da Jesus døde skete der noget, som betød, at verden var et anderledes sted. Verden havde forandret sig (s. 355). Det kan anskuet ud fra en mere traditionel frelsesforståelse føre til den indsigelse, om ikke Wright er for optaget af de de “subjektive” og “immanente” følger af frelsen på bekostning af den “objektive” og “transcendente” side; at det “vandrette” aspekt fylder mere end det “lodrette”. Den indvending rammer for en umiddelbar betragtning noget, og jeg savner at Wright i bogen forholder sig til den. Selvom han dog f.eks. argumenterer for, at vi ikke skal vælge mellem at forstå Jesu død på korset som “sejr” eller som “stedfortrædelse”, men at der er en afgørende relation imellem disse to sider (jf. s. 358). Jeg mener således ikke, at problemstillingen er, hvorvidt Wright eller andre har den rette balance mellem “objektivt” og “subjektivt” etc. Det som Wrights bog efter min mening viser er, at disse modstillinger i en del traditionel frelsesforståelse ikke svarer til de bibelske skrifters fortællinger om og forståelse af, hvad menneskets problem er, hvordan Gud løser det, og hvad målet med frelsen er. Denne opdeling i “objektivt” og “subjektivt” henholdsvis “lodret” og “vandret” forudsætter nemlig et opsplittet (platoniseret) forhold mellem Gud og verden, hvor verden i praksis lever og fungerer uden Gud, altså bortset fra menneskets “åndelighed” og evige skæbne. Det forudsætter endvidere en dogmatisk tilgang til frelsen, som forstås mere i juridiske termer end i relationelle. Frelsens sikkerhed består i, at det er Gud der har holdt sine løfter, været trofast mod sin pagt og forandret verden. Og at Guds frelsesløfter fortsat hviler over verden.
Fra bibelteologi til et helhedsperspektiv på mission
Det særligt interessante i vores sammenhæng her er bogens afsluttende del fire, hvor Wright udfolder, hvad han mener den forståelse af frelsen han har fremlagt, betyder for kristne og kirken i dag. Her gør Wright sig – på sin vis ikke overraskende – til fortaler for integreret (også kaldet holistisk) mission. Altså at kirkens er et redskab i Guds mission, og at dette omfatter alle sider og niveauer af tilværelsen. Kristen mission er ifølge Wirght, at implementere den sejr som Jesus vandt på korset (s. 358).. Det fører ikke til triumfalisme, for mission må altid have korset som fortegn: “Suffering and dying is the way the world is changed.“! Det sker ved at kristne lever i den nye virkelighed, og tager imod muligheden for (i al foreløbighed) at følge Guds kald til at afspejle Guds billede i verden. Det er et vidnesbyrd, som har direkte reference til politik, økonomi, social uretfærdighed såvel som synd, selviskhed og afmagt.
Læs selv mere
Wright’s bog er lang og argumentationen kompleks, og jeg skal ikke her forsøge på at komme om ved mere end blot denne smule endsige give indtryk af, at jeg har forstået det hele. Læs bogen selv, og læs drøftelser af bogen (på engelsk) her: Scott McKnight på Jesus Creed, og Michael Horton på The Gospel Coalition.
Seneste kommentarer